Nytårsbrev

31. december 2021

Kære Bjergfolk.

Vi står på tærsklen til et nyt år midt i en dramatisk tid. Vi håber, I er ved godt mod og helbred trods omstændighederne!

På bjergfronten kom der for kort tid siden vigtigt nyt. Den tredje styregruppe er blevet nedsat og ser således ud:

Frands Fischer (S)

Claus Leick (SF)

Thomas Cordtz (K)

Jens Szabo (V).

1 repræsentant for Tårnkomiteen

1 repræsentant fra Naturstyrelsen

1 repræsentant fra VisitAarhus

1 repræsentant for Foreningen Søhøjlandet

Kommunaldirektøren

Chefen for Udvikling, Kultur og Erhverv.

Først vil vi gerne ønske de nyvalgte byrødder tillykke med valget og udnævnelsen til styregruppen!

Og så til substansen.

Sammensætningen af styregruppen ligner til forvekslingen sammensætningen af de to første styregrupper. Gruppen består af byrådsmedlemmer, lodsejere og repræsentanter for administration, erhverv og turisme. 

Fra byrådets side lægger man dog i udtalelser til lokale medier vægt på udvidelsen af antallet af politikere i styregruppen:

 “Når vi har udpeget fire politikere til hver af de to grupper [udvikling af Skanderborg Midtby og Himmelbjerget], hvor der tidligere har været halvt så mange byrådsmedlemmer repræsenteret, er det et udtryk for, at vi vil have større politisk ejerskab til lige præcis de to projekter” udtalte borgmester Frands Fischer (S) til SkanborgLiv den 14 december.

Folkets Bjerg har endnu ikke været i kontakt med den nye styregruppe, og vi ved ikke, hvad der præcis skal lægges i “større politisk ejerskab” eller hvordan, den nye styregruppe kommer til at arbejde med realisering af de tanker, der blev præsenteret på Himmelbjerggården i oktober 2021.

Det vi dog KAN konstatere er, at det heller ikke blev i denne omgang, at man fra politisk hold kvitterede for flere år med fyldige og helt centrale borger- og interessentbidrag og fulgte op på egne principper om borgerinddragelse og åbnede op for nye typer af aktører i styregruppen.

Ud over lodsejere og politikere er som tidligere kun turisme og erhverv repræsenteret i styregruppen. Og med det forbehold, at vi endnu ikke ved, hvordan den nye styregruppe har tænkt sig at arbejde, må vi betegne denne sammensætning som et noget skuffende og ukonstruktivt signal at modtage.

Der er ingen tvivl om, at erhvervs- og driftsforhold, skal have en central plads i Bjergets fremtid. Men Bjergets betydning rækker langt ud over turisme og erhverv. Bjerget er et levende, nationalt erindringssted (se f.eks. Adriansen 2011) og et helt særligt sted for lokale. Bjerget som vi kender det, er netop især “skabt” af det, vi kan kalde en “ikke-materiel” eller “åndelig” tilknytning til og fællesskab omkring stedet. Det handler om identitet, tilhørsforhold, “folkelighed”, historie, forskellige typer af faglig interesse, personlige erindringer, følelser med mere. Alt dette har der været stor fokus på siden helhedsplanen blev vedtaget 30. Maj 2017. Så disse forhold kan ingen påstå sig uvidende om.

Dertil kommer den lovende udvikling, der ellers har været i arbejdet omkring Bjerget, siden Frands Fischer tog over på styregruppens formandspost. Mange interessenter har budt ind med fyldige bidrag til planerne og også “strukturelt” har parter uden for styregruppen bidraget centralt til, at processen kunne drives fremad. 

Folkets Bjerg har deltaget fra start: Vi dannede forening i december 2017. Vi lavede en “folkets helhedsplan” i 2017/18. Vi har skrevet dusinvis af debatindlæg om, hvordan man kan “udvikle” Bjerget. Vi har været på gaden ved flere lejligheder og er stillet op til massevis af interviews. Vi deltog i inspirationsmøde på Fælleden i efteråret 2017 og i borgermødet i Ry Hallerne i 2018. Vi deltog i workshoppen på Himmelbjerggården i september 2019, hvor det også var os, der foreslog, at man udarbejdede det forståelsespapir som siden har været retningsgivende for processen. Vi bidrog med 25 sider fyldige slides til interviewrunden med konsulenterne fra Hasløv og Kjærgaard i januar 2021. Vi deltog i præsentationen af “forundersøgelsen” på Himmelbjerggården i oktober 2021. Og ved vores generalforsamling i sommeren 2021 blev det besluttet, at Folkets Bjerg skulle etableres som videns- og kulturforening, og som første store arrangement har vi planlagt Taler på Bjerget, som finder sted 2. juli 2022 på Himmelbjerget. 

Derudover har vi ved flere lejligheder siddet side om side med styregruppens formand og givet vores opbakning til og anerkendelse af gruppens “linje” på det seneste. Yderligere har vi efterhånden har opbygget god kontakt til og dialog med en stribe øvrige interessenter. Og endelig er der det forhold (som vi selv ser som meget centralt), at vi fortsat er den eneste græsrodsbevægelse, der er engageret i Himmelbjergets “udvikling” – vi er endda etableret med dette specifikke formål for øje.

At den dedikation, som vi (i al beskedenhed) og andre borgere og interessentgrupper har lagt for dagen ikke har haft betydning for, hvordan man sammensætter styregruppen, finder vi ikke bare skuffende. Det forekommer også ude af trit med selve helhedsplanens indhold og med tendenser, som længe har kunnet spores omkring international turisme og som der nu også findes udtryk for hos såvel Realdania (den hidtil involverede fond) som Visit Aarhus. Og det fremstår som en fravigelse fra den måde, bystyret ellers betoner vigtigheden af borgerinddragelse.

Hvad angår interessent-dedikationen skulle vi mene, at vi og mange andre mere end rigeligt dokumenteret, at vi meget gerne tager ansvar i processen, at vi har meget at byde på, og at vi meget gerne arbejder for at finde den konsensus, som et nationalt og lokalt erindrignssted som Bjerget kalder på. Hvad angår helhedsplanens indhold var et centralt punkt ved præsentationen af “forundersøgelsen” i oktober 2021 tanken om et kollektivt værtskab ved en bredere vifte at af interessenter, og forundersøgelsen bygger jo i høj grad på det bredere felt af interessenters input. Hvad angår nyere tendenser hos udviklingsfonde og i turisme betones i stigende grad vigtigheden af det “stedsbundne” (en term Realdania er begyndt at bruge i flere sammenhænge) og vigtigheden af, at turismen er integreret i et bredere lokalt fundament. Endelig  har Skanderborg kommune ofte i de senere år bekendt sig til vigtigheden af borgerinddragelse og oplevelsen af lokalt demokrati. Tager man for eksempel kommunens egen “Politik for borgerinddragelse” finder man blandt målene:

  • “at motivere og stimulere aktive medborgere til at søge og opnå indflydelse – og påtage sig medansvar
  • at give mulighed for reel indflydelse til såvel enkeltpersoner som grupper.”

Af dette fremgår det altså, at borgerinddragelse ikke er noget borgeren skal kæmpe for, men derimod noget der “gives” og at man ligefrem vil “stimulere aktive medborgere til  at søge og opnå indflydelse – og påtage sig medansvar”. I Folkets Bjerg har vi som redegjort for ovenfor gennem 4,5 år stået på hovedet for at få indflydelse og påtage os medansvar, og mange andre har gjort det samme. 

Vi oplever da også, at vores og andres indsats har haft en effekt på udviklingsarbejdet – den ros skal den tidligere styregruppe have! Men  selvom vi og mange andre har bidraget så meget som vores sparsomme fritid nu har kunnet bære, selvom vi er gået i dialog med så mange interessenter, som vi nu har kunnet få i tale, selvom vi med vores netværk tæller lokaleksperter, litterære eksperter, historieeksperter, natureksperter med mere, selvom vi gør alt, hvad vi kan for kvalificere vores input fagligt, er oplevelsen fortsat den, at når det kommer til stykket holdes de væsentlige samtaler og beslutninger vedrørende Bjergets fremtid fortsat til et lille, lukket, eksklusivt rum, som den “motiverede”, “stimulerede” og “ansvarspåtagende” interessent er udelukket fra. Og det på trods af, at vi her har at gøre med et *folketligt erindringssted, som den styrende politiske repræsentation intet ejerskab har over. 

(*Bjerget er jo historisk skænket til det jyske folk og tårnet er betalt af det jyske folk.)     

Vi håber naturligvis, at den kommende tid vil vise, at ovenstående blot er unødvendig klagesang fra vores side og at styregruppen vil fremkomme med “metoder” til sikring af reel indflydelse, bredde og passende repræsentation i det videre arbejde. Men enhver kan sige sig selv, at den mest oplagte måde at sikre det fundament for Bjergets udvikling som stedet, planerne og idealerne for lokaldemokrati lægger op til, det er selvfølgelig repræsentation ved selve “højbordet”. Hvis man fra politisk hold fortsat ønsker sig en bred og solid forankring af Himmelbjergets fremtid, hvis man ønsker sig et kollektivt værtsskab, medansvar og et bjergprojekt som en samlet lokalbefolkning står bag, burde det været et helt indlysende skridt at tage at inddrage dedikerede græsrodbevægelser som os og andre aktive parter i styregruppen.

Og med dette ser vi frem til de kommende udspil fra styregruppen. Og vi håber de nyslåede politiske medlemmer af styregruppen vil svare på dette brev og i øvrigt fortælle os, hvordan vi kan føle os forsikret om, at man ikke skævvrider interesserne omkring Himmelbjerget med formen på den videre proces.

Godt nytår fra Folkets Bjerg!   

#folketsbjerg