Taler på Bjerget

Himmelbjerget 2. juli 2022

Talere (foreløbig liste):

Yassar Ghanbari (politiker og debattør)

Razan Haugaard (politiker, forfatter og projektleder)

Anders Kjærulff (journalist, radiovært, debattør)

Frederik Siemssen (formand for Kultur og Arv)

Kasper Støvring (forfatter og debattør)

Eva Tind (forfatter)

I 1839 fandt det første danske folkemøde sted på dette smukke midtpunkt i det jyske ”søhøjland”. Siden har Himmelbjerget som politisk scene, folkeligt udflugtspunkt og kunstnerisk fremstillet landskab udviklet sig til et ikonisk erindringssted.

”Bjergets” historie handler om ”vækkelse” af det danske folk, identitet, erindringer, det frie samfunds ”doktriner”, menneskers relation til naturen og hinanden, folklore, fortællerkultur, kunstnerisk sensibilitet og meget mere. 

Med arrangementet Taler på Bjerget vil vi gerne på ”traditionel Himmelbjergvis” samle betragtninger over vores samtid repræsenteret i et bredt udvalg af  fremtrædende ”stemmer”: politiske, litterære, kulturelle etc. På den måde er intentionen at afholde et samtidsaktuelt arrangement i en historisk ramme, der fører erindringsstedets former videre og forhåbentlig bidrager med en berigende forsamlingsform.

Arrangementet vil vare hele dagen og består først og fremmest af taler fra Bjergets historiske talerstol, der er placeret neden for et naturligt fald i landskabet og har ryg mod en smuk udsigt over sø, skov og marker.  Imellem talerne vil der være musik og sang, og taleholderne opfordres til at blande sig med forsamlingen på plænen, under trækronerne, på udsigtspunkter og i opstillede telte omkring taleområdet. 

Temaet for dagen er steder og deres betydning, hvor ”steder” kan tolkes bredt og også abstrakt.