Anders Hougaard
Det ene af præmisserne for Folkets Bjergs dogmer for tiltag på Himmelbjerget siger ”Himmelbjerget forener natur, kultur og historie”. Vi kalder dette præmis for ”treenigheden”. Dette helhedsprincip er ikke blot en beskrivelse af Bjerget men også en retningslinje for, hvordan Bjerget føres ind i fremtiden med respekt og fornemmelse for stedets identitet.
Fremtidige tiltag skal på ambitiøs og kreativ vis kunne indskrive sig i dette helhedsprincip.
Treenigheden kan siges at have startet med Blicher. Bjerget blev både ramme og ressource for vækkelse af folket og for skabelsen af en ”mytololgi” for både fortiden og fremtiden. Således blev naturen (i form af de sublime, iscenesættende rammer) forbundet med historien (fra den græske oldtid og ind i den nationsformede fremtid) og kulturen (det nordiske og nationale særpræg, sang dans, fest med mere).
Som bjergområdet tager sig ud i dag kendetegner treenigheden i den grad stedet.
Tag tårnet (figur 1). Det er som proportionelt afstemt top på Kollen ”smeltet sammen” med naturen. Det er blevet en integreret del af kulturen gennem besøgendes indtagelse af og glæde ved tårnet, salg af ikoniske souvenirs ved indgangen og massevis af historier og anekdoter. Det repræsenterer historien med sin tilblivelse som mindesmærke og som smuk, gammel bygning. Tårnet er tænkt, bygget, brugt, oplevet og fortalt ind i treenigheden.
Tag Anton Rosens talerstol (figur 2). Talerstolen er placeret over det naturskabte ”amfiteater”/”gryden” (natur) i bunden af plæneområdet og stilen (kultur) markerer den epoke (historie), hvor det moderne demokrati, som Bjerget er ikonisk ramme for, konsoliderede sig.
Forslaget om ”Himmelscenen—et grønt amfiteater” er baseret på treenighedsprincippet. Det samme kan siges om Frede Johannesens selvbærende bro mellem P1 og P2, der sammenkæder synliggørelse af Bjergets istidskabte form (natur) med guldalderlandskabet (kultur og historie) og Tine Jørgensens fokus på naturens ”magi” og den oplevelse af ”fordybelse” mange her kan få (natur og kultur).
Treenigheden kan ikke alene gøre det ud for sans for ”stedsånd”, men bidrager som en slags praktisk rettesnor.