Anders Hougaard
”Intet virker ubehageligere—mere forstyrrende paa min Følelse, en naar Nogen da vil gjøre mig opmærksom paa dette eller hiint. Saasnart man siger til mig: ”hvor det er er skjønt!” saa bliver det strax for mig mindre skjønt” (Steen Steensen Blicher, Himmelbjerget, 1933)
Da Blichers fortæller møder Himmelbjerget fattes han ord, men den aldeles overvældende oplevelse er tæt på at blive spoleret af ”guiden” (en gæstfri og meget velmenende bonde fra Alling), der med ”Cicerones Rundtalenhed” råbende udpeger enhver synlig kirke fra toppen af Bjerget. Fortælleren sætter sig derfor ”afsides, for at see, uden at være nødt til at høre.”
Der gemmer sig mere end en beskrivelse af misforstået tjenstvillighed i disse linjer. Blicher præsenterer en slags praktisk filosofi for den ”uspolerede oplevelse” af steder af en særlig karakter. Sådanne steder skal kunne opleves ved egen bevægelse af krop og opmærksomhed. Kun sådan kan oplevelsen foldes maksimalt ud og bedst muligt blive opleverens egen.
Blicher er her fuldt på linje med toneangivende 20. århundrede praktisk, krops- og sansningsfilosofi. Ifølge den franske ”fænemonolog” Maurice Merleau-Ponty (1908-1961) vil den menneskelige krop altid stræbe efter at få et optimalt ”greb om verden”. Når vi tilgår noget, vil vi således altid forsøge at skabe maksimal variation og klarhed i det, vi opfatter. Tænk på den måde, hvorpå man betragter et stykke kunst på et museum. Man finder den rette afstand og vinkel at betragte det fra. Kommer man for langt væk, kan man ikke se detaljerne og kommer man for tæt på, mister man overblikket.
Vi ved godt at dette greb om verden er vores eget og at der kan være mange andre greb om verden. Men galt går det ifølge den nu afdøde amerikanske Ponty-fortolker Hubert Dreyfus, når andre ”lægger sig imellem” og iscenesætter vores oplevelse af verden. Hvis der lægger sig et formidlende filter mellem sanseren og det sansede, taber man sin egen kropslige kontrol over oplevelsen. Man taber sans for helheden og stemningen og man taber muligheden for at skabe sin egen kroplige forankrethed, sit eget kropslige greb om den verden, man har fokus på.
Det som er på spil er altså selve den mest optimale sansning af et sted, og det betyder i tilfældet med Himmelbjerget det sublime landskab, som guldaldermalerne efter ”Blichersk” og ”Pontysk” devise stræbte efter:
”Det er ikke til at sige hvad og hvor meget der er malet i det fri, men det der betyder noget, er at malerne var der meget og længe. De færdedes tidligt og silde i landskabet, og de levede sig ind i detaljerne og i landskabets helhed. De følte vejret og naturen, lyde, dufte, bevægelser og hele stemningen på deres krop. Her stod ikke meget i vejen mellem betragteren og det betragtede, og resultatet var stemningslandskaber med stor intensitet” (Palle Kousgaard om guldaldermalernes sansning, Det sublime landskab, 2011)
Tidstypisk formidlingsarkitektur i form af platforme, brede træstier, panoramaglas med mere styrker ikke sansningen af et steds særegenhed, det fører direkte til tabet af samme. Den formidlende arkitektur omformer stedet og gør det til noget andet som ikke opleves frit.
Himmelbjerget gør krav på at blive oplevet så frit som muligt under hensyn til mere moderate former for formidling.