Himmelbjerget skal ”underformidles”
”Drøm dine drømme, før du vågner
på Himmelbjerget” (Bisse)
Drømmer man, eller er man vågen? Det er ikke til at sige, når man står på toppen af Kollen. Det er heller ikke til at beskrive. Man må, som salig Blicher skrev, selv rejse og se.
Og det er netop denne tilstand, der skal bevares, den tilstand, hvor Bjergets erobring af sanserne trækker sjælen ind i en slags drømmetilstand. Den besøgendes sanselige sammensmeltning med Bjerget er uundgåelig og sublim.
Derfor er det værste, vi kan gøre at vække den besøgende fra denne tilstand. Derfor skal Bjerget ”underformidles”. Man må ikke snuble over barokke installationer, der står i kontrast til bjergdrømmen. Man må ikke trænges op af velmenende, formidlingsregimer, der leder tankerne hen på et hvilket som helst moderne, konceptrindrettet museum.
Så hvad gør vi? Vi lader stedet lede i samspil med den besøgendes egen bevægelse og sansning, vi tilbyder en ubemærket hånd, og vi formidler uden for og i kanten af Bjerget.
Hvad angår formidling uden for Bjerget har Jesper Frederiksen tidligere fremsat ideer vedrørende for eksempel undervisningsmateriale. Oplevelsen af Bjerget kan startes forud for et besøg gennem undervisning, der samtidig giver Bjerget og dets historiske rolle et tiltrængt boost i den købehavnerdominerede bevidsthed om ”folkets skabelse”.
Derudover kan baggrundsinstallationer, som vi ser det mange andre steder, naturligvis godt formidle i kanten af bjergområdet, så længe disse installationer forbliver indgangsinstallationer, der ikke fastholder den besøgende i anmassende guidemodus undervejs på selve bjergturen.
Hvad angår den ubemærkede hånd, handler det om at lade Bjerget præsentere sig selv så vidt som muligt.
Tag stierne—både de brede med det smukke rækværk og de smalle snoede uden videre indretning—som er en integreret del af Bjergets identitet. Disse kan renoveres og udvides og nye kan tilføjes, så selve vandringen ad dem naturligt formidler punkter af naturmæssig, historisk og geologisk betydning på en måde, hvor den vandrende både føres ubemærket og selv får lov til at indtage stederne. Fri for den “forstyrrende guide”, personificeret i den fortælleivrige bonde, som Blicher med irritation beskrev i sin berømte novelle om Bjerget. Og undervejs kan der sagtens placeres diskrete bænke i den velkendte stil og smagfulde, diskrete informerende og berettende skilte af den type, vi allerede kender godt fra Søhøjlandets natur. Kirsten Vang Nielsen har i denne sammenhæng foreslået ”temastier”, der strækker sig fra den ene ende af bjergområdet til den anden. Én sti kunne været tiltænkt den naturinteresserede, én den historisk interesserede, én børnefamilien, én en kombination, med mere.
Eller tag landskabet, som rummer en masse ”lag”: det geologiske, det kulturhistoriske, det biologiske, og så videre. Ved blot at synliggøre disse uden bombastisk formidling, folder Bjerget sin egen ”kjole” ud. Frede Johannesen har f.eks. forslået, at man kunne synliggøre Bjergets geologi og selvstændige ”bjergform” ved at fjerne nedkastet jord og bevoksning, så det naturlige dalstykke, der krydses på vej over på Bjerget toner frem, sådan som isen skabte det. Det ville skabe den berømmede effekt af at ”afgrænse” Bjerget og gøre det synligt som ”bjerg” blot ved at lade det tale tydeligere for sig selv. Det eksisterende vejstykke, der er placeret på nedkastet jord skulle så erstattes af en selvbærende bro med mageløs udsigt det sidste stykke over til plæneområdet og P1. Og dette geologiske landskab kunne, som Frede også foreslår, kombineres med det kulturhistoriske Guldalderlandskab, som Blicher havde øje for, ved at holde bevoksningen nede med dyrehold, der leder tankerne hen på malernes romantiske landskabsfremstillinger.
End anden form for tilbageførsel er forslået af Olaf Møller fra Dansk Naturfredningsforening. Ønskes det at sløjfe eller reducere P1, kunne det nu asfalterede område ”føres tilbage” som picnic-område, hvorved den historiske stemning af folkeforsamling kunne genopdyrkes.
Og det hele kan naturligvis suppleres af små gratis pamfletter og særlige versioner af tidens smarte, digitale applikationer. Få for eksempel en Blichersk folkemødetale indtalt af en kompetent skuespiller, mens udsigten over talerområdet beskues. Eller lyt til citater fra Blichers brevdisput med bonden Peder Nielsen ved Blicherstenen. Sådanne materialer kan benyttes i den besøgendes eget tempo.
Endelig er der den levende og ikke-indgribende formidling. Max Hvarregaard, som er en idérig indehaver af Ørneboden, har for eksempel forslået, at man i højsæsonen og i ferieperioder lod skuespillere indtage bjergområdet midt blandt publikum og formidle stedet gennem opførsel af historiske begivenheder og levendegørelse af historiske personligheder. Kunne det ikke være sjovt at se maleren Wilhelm Kyhn i levende live udskamme tårnet? Kunne det ikke være inspirerende, at høre H.C. Andersen besynge skovensomheden på sin ”egen” bænk neden for hotellet? Kunne det ikke være prægtigt at se Blicher ”himself” lovsynge broderlige Norge fra hestevogn på plænen? Og kunne det ikke være lystigt at se kåde 1800-tals studerende skåle og istemme tyrolersang under Kvinde-egen?
Bjerget er både natur, der skal opleves og historie, der skal fortælles. Det betyder, at synlig formidling ikke kan undgås, og denne formidling kan gøres langt bedre end i dag. Men Bjergets identitet består i en sammensmeltning af tre spor: kultur, natur og historie, og den mageløse ”konstruktion”, der er kommet ud af det er primært kropslig og sanselig. Derfor skal den ”underformidles”. Bjerget skal kunne ”drømmes” fuldt ud, for at blive forstået fuldt ud. Og der er så mange spor at trække på i Bjergets treenighed af historie, kultur og natur, at pointen om i videst mulige omfang at undgå tilføjelse af ovenpåliggende formidlingslag ikke kan betones for meget. Risikoen er, at man begraver Bjerget i formidling fremfor at lade det træde frem af formidlinger, der lægger sig ”under” oplevelsen, ikke ”over” den. Derfor ”underformidling”.
Hvordan kunne vi dog tro andet?