Sig nærmer tiden
(Blicher 1837)
1. Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.
2. Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
det hjertet ikke betynger,
og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger.
3. Jeg skulle sjunget lidt mer måske –
måske vel også lidt bedre;
men mørke dage jeg måtte se,
og storme rev mine fjedre.
4. Jeg ville gerne i Guds natur
med frihed spændt mine vinger,
men sidder fast i mit snævre bur,
det alle vegne mig tvinger.
5. Jeg ville gerne fra højen sky
udsendt de gladere sange;
men blive må jeg for kost og ly
en stakkels gældbunden fange.
6. Tit ligevel til en smule trøst
jeg ud af fængselet titter
og sender stundom min vemodsrøst
med længsel gennem mit gitter.
7. Lyt og, o vandrer, til denne sang,
lidt af din vej du hidtræde!
Gud véd, måske det er sidste gang,
du hører livsfangen kvæde.
8. Mig bæres for, som ret snart i kvæld
at gitterværket vil briste;
thi kvidre vil jeg et ømt farvel;
måske det bliver det sidste.
(kilde: https://hojskolesangbogen.dk/)
Din Skaal og min Skaal
(Blicher 1841. Sunget på Himmelbjerget)
Din Skaal og min Skaal! Og alle gode Venners Skaal! Broder og Søster Ved Dannemoders Bryster, Troskab og Enighed blomstre frisk og skjønt!
Selv i hvide Vinter er freidigt Immergrønt; Vinteren har sin Kulde, og Somren har sin Varme: Altid Sommervarme I ædle danske Barme!
Din Skaal og min Skaal! Og hele kjere Danmarks Skaal! Landet og Havet Er rigelig begavet: Pløjer vort gode Land, og bringer Føde frem! Pløjer Havets Bølger, og bringer Frugter frem! Faaer vort Land en Fiende, da pløj med blanke Sværde! Aarle hver paa Færde,Vort Dannemark at Gjærde!
Din Skaal og min Skaal! Og hele gamle Nordens Skaal! Frugter i Haver! Og Agren sine Traver! Havet sin Flaade, og djærve Mænd ombord! Hæren sine Kæmper, og Raadet sine Ord! Enten til Leens eller og til Sværdeklangen Over Fjeld og Vangen Skal fridig lyde Sangen!
(kilde: https://kalliope.org/da/text/blicher20030915150)
Jyden han æ stærk å sej
(Blicher 1846)
1. Jyden han æ stærk å sej,
modde båd’ i nøj å næj;
goer ed op, å goer ed nier,
åller do fåtawt ham sier.
2. Føst næ dær æ nøe pofahr,
kommer jyden ud å dar;
men han goer ett ind igjen,
fa’ de uhn han hå gjent hen.
3. Læ wos ålti blyw ve de!
Fåer sin båen ka kjennes ve!
Søen et sind da hær i Noer
håll sæ ve, te ålt fågoer.
Ordforklaringer
1.2 modde: modig; nøj å næj: ny og næ, dvs. medgang og modgang
1.4 åller do fåtawt ham sier: Du ser ham aldrig tabe modet
2.1 nøe pofahr: nød på færde
2.2 ud å dar: ud ad døren
2.4 de uhn: det onde; gjent hen: jaget væk
3.2 Fåer sin båen ka kjennes ve!: Fædre skal kunne kendes ved deres børn
3.3 søen: sådan
3.4 Håll sæ ve …: består indtil alt forgår