Folkets Bjerg holder af “institutionen” Hotel Julsø. Kan man andet? Derfor vil vi meget gerne give vores besyv med i forhold til stedets genopstandne fremtid. Der findes naturligvis ikke een “rigtig” løsning. Så lad dette blive læst som det er tænkt: som eet bud på, hvordan man kan “kreere” noget “Himmelbjergsagtigt”.
Og så til sagen…
Det skabte chok og sorg hos det lokale bjergfolk, da det gamle Hotel Julsø brændte til grunden en morgenstund i februar 2020. Det vilde ildhav sendte en stor del af Bjergets folkehistorie op i røg. Bjergfoden er en helt central del af Bjergets folklore og historie. Som et visuelt fundament bærer den Bjergets identitet. Men nu har projektgruppen for genopførslen af det historiske sted offentliggjort billeder af et foreslået nyt Hotel Julsø. Og det er glædeligt for alle, at der er en ny bygning på vej, der kan bringe stedet videre. Vi kan endda konstatere, at der er mange gode intentioner i de planer, der fremlægges. Tillykke til ejerne!
Der er dog en væsentlig mangel ved planerne: der er ikke meget “Himmelbjergsagtigt” over dem. Man har alene satset på at fremstå så klimabevidst og “naturfarvet” som muligt – lader det til. Med sine former og streger ligner bygningen noget, der i dag kunne ligge hvorsomhelst og den ville, hvis den blev bygget således, svække forbindelsen til Bjergets historie og blege dets identitet.
Det vi mener, man overser i planerne er, at “bæredygtighed” ikke kun handler om CO2. Især ikke, når det gælder ikoniske steder. Her handler bæredygtighed i allerhøjeste grad også om historie, erindringer, fortællinger, kultur og identitet. Den globale turisme har skabt et “universelt formsprog”, som gør, at hoteller og attraktioner har en tendens til at fremstå meget ens overalt med samme firkantede panoramaformer på vinduer, platforme og balkoner. Der ligger i dette en form for “effektivisering” og forfladigelse af “attraktioner”. Man spreder det visuelt attraktive ud på en “bred skærm”, hvor indtrykket er optimeret men renset for det lokale og historiske særpræg. Det er en ensrettethed, som altså ikke udspringer af specifikke steder men af den globale industri og dens værdier. Og en ny udgave af dette forfladigende formsprog ses i disse år i den “grønne bygning”, der tydeligt fortæller besøgende, at man er med på noderne (“green branding”). Dermed bliver den grønne, firkantede bygning paradoksalt nok en del af den globale nedtromling af det lokale. Et bæredygtigt hotel, men et ubæredygtigt stykke arkitektur.
Men er det virkelig nødvendigt, at tilpasse sig sådan et globalt turismeformat? Er der et modsætningsforhold mellem at ville bedrive rentabel og grøn hotelvirksomhed på et historisk sted og at insistere på at udtrykke dette steds egenart gennem særlige, stemningsskabende, historiske stiltræk? Og har Bjerget overhovedet noget, man med en vis rimelighed ville kunne kalde historisk-arkitektoniske træk?
Det er vores overbevisning, at der for bygherrerne på Bjergfoden i hvert fald findes spor man kan forfølge, som betoner historie og stedsånd. Det er spor som kan være lige så “grønne”, som de foreliggende planer. Det er spor, som også kan formes efter omgivelserne og bygningens funktioner. Og det er spor, som i den grad kan forankres i tendenser, som i disse år manifesterer sig stærkt. Hos vægtige verdensomspændende organisationer finder man således netop den “kulturelle bæredygtighed” integreret i den overordnede bæredygtigheds-problemstilling. I FNs verdensmål sættes udgifter til bevarelse af kulturarv som indikator for indsatsen for at beskytte denne. Hos UNESCO er der for eksempel fokus på “kulturelle landskaber”, der kombinerer naturens og menneskers “skabelser”. Og hos ICOMOS finder man blandt andet et princip om, at turistudvikling bør tage højde for for eksempel “æstetiske” og “ kulturelle” dimensioner på kulturarvssteder.
Det herlige ved det hele er her, at der i relation til Bjerget kan udtrækkes en rummelig arkitektonisk baggrund, som kan samle alle tråde, de grønne såvel som de kulturarvs- og identitetsmæssige. Sporet man kan forfølge i genopførslen af Hotel Julsø består således i at vælge stiltræk, gerne i moderniseret form, fra strømninger, som især tegner den tid, hvor Bjerget slog igennem folkeligt og blev et særligt sted. Det er tilmed træk, som stadigvæk er meget synlige på Bjerget og den egn, det er bundet sammen med. Vi tænker på den variation af bygninger, man ofte har betegnet som havende “svejtserstil”. Og vi bringer denne på banen vel vidende, at “svejtserstilen” (eller “svejtserstilene”?) i dag oftes kædes sammen med vulgarisering af oprindelig kultur. Stilen har nemlig langt mere at byde på end dens umiddelbare rygte siger.
At svejtserstilen – som opfattet “stil” – er flettet ind i Bjergets og egnens tilbliven som udflugts- og erindringssteder bliver tydeligt med nogle nedslag i historien. Det første traktørsted på Bjerget, Seerups pavillon (1865), blev beskrevet som havende svejtserstil. Dele af den bestod i nye bygninger frem til 1943, hvor det hele brændte ned. På andre centrale udflugtspunkter i området har man bygget i, hvad der blev kaldt svejtserstil, for eksempel på Knøsen (1900). Da jernbanen kom til og for alvor gjorde det muligt at betjene de mange rejsende til egnen og Bjerget, anlagdes i Ry og Laven stationer i såkaldt svejtserstil (1871). Og Hjejlekiosken (1911) står den dag i dag i, hvad der kaldes svejtserstil. “Portene” til Bjerget fra både sø og land bærer altså denne stil. Endelig bør nævnes Ørneboden, som i 1900 opførtes som “svejtserhytte”.
Man kan indvende, at den ofte forkætrede svejtserstil med sin atmosfære af hygge og folkelig udflugt ikke harmonerer med nutidens outdoorprægede naturopfattelse. Men i historien i og omkring stilen findes faktisk en rigdom af elementer, som understøtter Bjergets og områdets kvaliteter og fortællinger, og som giver dybde til det “naturbevidste” tema, som det offentliggjorte forslag til et nyt hotel slår an. Svejtserstilen bredte sig ud over Europa op gennem 1800-tallet med associationer til “schweizisk syge” og de følelser af længsel og nostalgi, som kan hævdes at være centrale komponenter i auraen omkring ikoniske steder som Bjerget. Via især den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseaus skriverier blev den schweiziske chalet (“svejtserhytte”) gjort berømt som symbol på det simple og uspolerede landlige liv i tæt kontakt med naturen. Og med denne litterære kontekst følger associationer til et liv i frihed og demokrati med naturen som ramme og motivation, altså idemæssige strømninger, som jo også “importeredes” i dansk form til Bjerget. Såvel Blicher som andre skribenter har gennem Bjergets historie koblet det til alperne og andre midteuropæiske bjergegne, typisk med øje for de åndelige værdier.
Det er altså ikke urimeligt at mene, at der kan udtrækkes en svejtserstil af Bjergets historie, som udgør en arkitektonisk symbolik, der indfanger centrale åndelige, politiske, historiske og stedsåndskarakteristiske træk. Og alt sammen samles af de konkrete bygninger i en stemningsskabende aura af nostalgi, nærhed til naturen, frihed, hygge, folkelig udflugt, historisk forbundethed – ja, og romantik! Dertil kommer oven i købet, at svejtserstilen knytter solidt an til ønsker man kunne have om at servicere gæster på kur- eller wellnessophold. Dette ligger jo også som historisk spor på egnen. Endelig kan en svejterserhytte jo også opføres klimavenligt, i træ og med “begrønning” og uden at fylde for meget på bjergfoden, som den ikke bør! Og bryder man sig ikke om den mere “fabulerende” og pyntesyge form for svejtserstil, kan det være en trøst og inspiration at vide, at stilen findes i et bredt udvalg af variationer. Og for at give sig selv mere arbejdsrum kan man vel godt tillade sig at inkludere den større palette af schweisiske bondehuse og ikke mindst at studere de rustikke fortolkninger, der findes i moderne hoteller.
Så kære projektgruppe: kunne man ikke som een vej til det “himmelbjergsagtige” arbejde med “svejtserstilen” som tema og lade sig inspirere af litteraturen og såvel historiske som helt moderne tolkninger af denne i for eksempel alpelandets hotelarkitektur? Vi står i hvert fald gerne til rådighed med yderligere input. Og vi bakker fuldt ud op om et projekt, der slår et slag for Bjergets identitet og stedsånd og sigter mod en bygning, der med sin beliggenhed, stil og form lægger sig synligt men ydmygt i naturen, skiller sig ud fra mængden, trækker alle Bjergets tråde sammen og sender et klart og stolt budskab til verden: her er vores fælles Bjerg!