af Anders Hougaard
[Dette indlæg et IKKE et udtryk for, at Folkets Bjerg principielt er imod et “informationscenter” på Bjerget. Indlægget sigter imod at kvalificere den videre diskussion af tiltag på Bjerget og det repræsenterer først og fremmest forfatterens egne reflektioner.]
Både ved borgermødet i februar 2019 og flere gange siden er der fra mange sider blevet ytret ønske om et “informationscenter” på Bjerget. Således er der lagt op til, at sådan en konstruktion er med på ønskelisten, når arbejdet med Himmelbjergets helhedsplan skal munde ud i konkrete tegninger.
Og det virker også som et oplagt tiltag. Mange besøgende mener, at der mangler information om stedet, og Bjergets spændende, rige og vigtige historie er ikke kendt af ret mange udenfor Søhøjlandets grønne grænser. Et informationscenter vil effektivt kunne udbrede den lokale historie, og det vil kunne være centrum for forskning, der graver mere berigende og indsigtsgivende historie frem. Dertil kommer, at et informationsscenter vil kunne understøtte livet og de mange aktiviteter på stedet.
Så er det ikke bare om at få banket en flot bygning op i en fart? Nej. Eller. I hvert fald ikke uden grundige overvejelser. Her er tre reservationer.
Selv om formålet med et informationscenter er at give dybde til et sted, kan det faktisk komme til at gøre det modsatte. Det kan komme til at trivialisere stedet. I disse år skyder der massevis af velkomst/besøgs/informationscentre op overalt i landet. Det er ganske overvældende, og bølgen af centre har udviklet sig til et ensrettende formidlingsregime. Besøgene ved stederne bliver præget eller ligefrem domineret af en separat og “udefrakommende” installation med de samme gennemgående formidlingsformer fra sted til sted. Centeret er mange steder uomgængeligt, fordi man ikke kan undgå at passere gennem det eller fordi det via skilte, fremtoning og beliggenhed gør sig selv “obligatorisk”. Dermed kan det være helt umuligt ikke at blive påvirket af dets ensrettende bivirkninger.
Et andet aspekt, der kan give anledning til reservationer er et centers arkitektoniske fylde. Eet er bygningen i sig selv, som med selve sit tilstedevær vil ændre et sted. Eet andet er de ting, som hurtigt følger med (Figur 1). Skal der anlægges veje eller stier til eller fra centeret? Skal der anlægges parkering omkring det? Hvor megen ekstra skiltning, vejmaling, vejmarkering og så videre følger der med? Konsekvenserne af at anlægge en central bygning begrænser sig ikke blot til bygningen i sig selv.
Og så er der et forhold, som man kan betragte som mere “psykologisk”, men som måske er det allervigtigste. Et informationscenter kan nemt komme til at skabe afstand mellem den besøgende og stedet. Centeret “fortæller” den besøgende, at her er et sted, som gennem en helt særskilt bygning kræver forklaring eller “oversættelse” af et særligt omfang. Stedet bliver derigennem til en udstillingsgenstand eller ligefrem til noget fremmed. Og heri ligger således endnu et paradoks i ideen om et informationscenter. Formålet er at bringe den besøgende “tættere på” stedet gennem information, men når man sætter selve formidlingen i centrum, skaber man afstand. Man sætter stedet i en usynlig montre (Figur 2 og 3), som til tider helt kan spolere den “rene” oplevelse af stedet. Bare spørg Blicher (Himmelbjerget 1833), der måtte flygte fra den fortælleivrige “guide”, der var ved at ødelægge hele oplevelsen, da digteren første gang betrådte Bjerget! Og dette er en særdeles ulykkelig effekt i forhold til Bjerget. Reduceres det til noget musealt eller udstillet, fjerner man sig fra den uformelle levende og aktive relation, som tusindvis af mennesker har til stedet og som tegner det, som det sted, det er.
Men hvis man ikke skal bygge et informationscenter, hvad kan man så gøre i stedet for? Og fortjener stedet ikke en rigtig god og nemt tilgængelig formidling? Jo, stedet fortjener god formidling, og verden fortjener god formidling af stedet. Men samtidens fokus på informations/besøgs/ velkomstcentre kan gå hen og blive indsnævrende og potentielt ødelæggende. Centrene er blevet et universelt automatsvar på alle formidlingsspørgsmål. Det er som om, man tænker “sådan ét har naboen; det er smart og folk er glade, det må vi også have”.
Men Bjerget er et unitk sted, der bør bevares som sådan. Derfor bør man være forbeholden overfor “automatløsninger” og mainstream-indretninger. I stedet for bør man gå til formidlingsspørgsmålet, som man bør gå til alle spørgsmål om “udvikling” af Bjerget: Man bør lade stedet selv diktere, hvilken formidling, der er passende.
Himmelbjerget er først og fremmest et sted, der drager, overvælder og “indbyder” den besøgende til at “lade sig opdage” direkte af den besøgende selv. Det skal ikke beskrives for een, for-fortælles for een, bearbejdes for een. Det skal ikke sættes i formidlingsboks.
Det kan ikke indfanges i sprog. Højst begrænses. Og ens besøg på Bjerget bør ikke præges af information og guidning. Det er lige præcis pointen i Blichers beskrivelse af sit første besøg på stedet i novellen fra 1833. Og det er en eviggyldig sandhed:
“Naar jeg hører en skjøn Musik, eller seer et indtagende Skuespil, maae jeg nyde i Taushed. Intet virker ubehageligere – mere forstyrrende paa min Følelse, end naar Nogen da vil gjøre mig opmørksom paa dette eller hiint.” (Blicher, “Himmelbjerget”, 1833)
Derfor bør man formidle stedet synligt men diskret, og man bør lade formidlingen “blive fundet” eller “tilvalgt” som en del af den besøgendes “udforskning”. Derudover bør man formidle på en vis, der ligger i tråd med stedets status som levende og aktivt i vores liv – ikke som noget musealt.
I forhold til det udforskende har stedet masser af ikoniske punkter, som der for nuværende ikke fortælles meget om ved de forskellige punkter. I og ved tårnet kunne der sagtens diskret og smagfuldt fortælles meget mere om dets historie som en tilvalgt del af selve oplevelsen af det. Ved mindestenene kunne der sagtens fortælles meget mere, diskret og smagfuldt, om dem, ligledes som en tilvalgt del af oplevelsen. I og ved hotellet kunne der sagtens fortælles meget mere om hotellers og traktørsteders historie på stedet. Ved boderne kunne deres historie sagtens formidles, diskret og smagfuldt. Ved talerstolen kunne der sagtens på diskret men synlig vis fortælles historier om store begivenheder og taler på Bjerget. Der findes et hav af både gammeldags og moderne teknologiske løsninger til disse formål, og der kan udtænkes mange flere, inklusive podcasts (Figur 4), digital guides med mere, der kan følge een på hele turen, hvis man selv aktivt ønsker det. På den måde kan formidlingen lægge sig som et tilvalg i forlængelse af den besøgendes udforskende vandring, og ikke som en obligatorisk, synligt prominent, præparerende portal.
I forhold til stedets status som levende og aktivt kunne man tænke i baner af et størrelsesmæssigt mere beskedent (i sammenligning med de ofte store centre) “hus”, der forlænger de ting, der allerede foregår på Bjerget og som stilmæssigt lægger sig i tråd med stedet (Figur 5). Et “hus”, der vokser “ud af” Bjerget frem for et “center”, der som koncept-indretning importeres. Sådan et hus kunne være et “Blichers hus”, der indgår i samtidige aktiviteter, som levende, integreret omdrejningspunkt og som samtidig trækker direkte tråde tilbage i historien.
Dertil kommer mange af de aktiviteter, der tidligere har haft succes på Bjerget. Heriblandt guides af kød og blod og historiske friluftsspil (Figur 6), som der igen kunne tænkes videre på. På en dag i højsæsonen kunne man måske finde Kyhn, Blicher, Drewsen og andre historiske skikkelser vandre rundt mellem de besøgende og formidle deres egen historie.
Et “informationscenter” kan bestemt anlægges smart, diskret og i tråd med stedet. Men det kan altså alligevel være den helt forkerte løsning, hvis det man ønsker er at formidle på en måde, der er meningsfuld, det vil sige på en måde, der specifikt tager afsæt i stedet frem for i generelle samtidige og potentielt ødelæggende formidlingskoncepter. Og der er masser af alternative formidlingsmuligheder.