Anders Hougaard
En af de centrale idéer i helhedsplanen for Himmelbjerget er et såkaldt ”infohus”, som skulle placeres på P2 som en del af en ”portal” ind til bjergområdet fra landsiden. Denne portal skal tydeliggøre, ”hvor oplevelsen af Himmelbjerget starter”. På Skanderborg kommunes borgermøde den 26. februar 2019 blev det ligeledes nævnt fra mange sider, at stedet godt kunne bruge et ”infocenter”.
Dette forslag kan godt rummes i Folkets Bjergs opfattelse af Bjergets karakter og vores ”dogmer” og ”retninglinjer” for tiltag på Bjerget. Men det kræver en tur med grovfilen.
Mange besøgende vil givetvis ønske sig et samlet sted med information, men det behøver ikke være bøjet i neon, så længe det er placeret synligt og let tilgængeligt. Et hus på/ved en p-plads eller et andet centralt og synligt sted vil formentlig altid gøre rigeligt opmærksom på sig selv over for besøgende, der søger at orientere sig, og så kan der tilføjes smagfuld, ikke-fyldende skiltning, ”guidende” stier hen til huset med mere.
I det følgende præsenteres således et alternativ til det typiske ”infocenter” efterfulgt af en kritisk diskussion af den koncepttænkning og form for formidling, der følger med et ”infocenter”.
Blichers Hus eller Bjerghuset
Såfremt det skønnes nødvendigt at opføre en ny bygning til information og formidling/kommunikation, vil Folkets Bjerg anbefale, at bygningen opføres i direkte tilknytning til den indkommende trafik fra land og på et sted, der i forvejen bærer præg af indgreb i landskabet (det vil sige på/ved plæne- og p-områderne – det vi kalder ”folkeparken”). Og vi anbefaler, at bygningen opføres efter et tema, der direkte viderefører Bjergets treenighed og/eller særlige karakter.
På den måde bliver idealet for en ny bygning, at den ”i sig selv” (i stil og “fortælling”) tænkes og udføres som en del af Bjergets identitet og, at den ikke fører til nogen (væsentlig) udvidelse af det bebyggede område eller antallet af bygninger. Flere bygninger eller en væsentlig udvidelse af det bebyggede område risikerer at kompromittere den nuværende balance, hvor der nok er en tydelige menneskelig formning af området, men hvor denne er pakket godt ind i ”det grønne”, som er en altdominerende ramme.
At være en del af Bjergets identitet behøver ikke betyde, at bygningen skal være en form for kopi af en historisk stil (f.eks. arkitekten Anton Rosen). Bygningen må gerne være af en nutidig stil så længe, den stræber efter at tilpasse sine moderne træk til Bjergets historie og/eller naturmæssige og kulturelle karakter.
Et eksempel kunne være et ”Blichers hus”, som opføres som en slags nutidig tolkning af skønvirke. Et andet eksempel kunne være at gå ”naturvejen” og opføre en bygning, der imiterer, viderefører eller lægger sig ind i stedets natur. Så ville det ikke længere give mening at kalde bygningen Blichers hus, men måske snarere ”Højlandshuset”, ”Bjerghuset”, eller lignende.
Inspiration
”Infohuset”:
Huse, der ikke opføres som konceptuelle ”infohuse” men som fremstår som en slags mindesmærker/levn/historiske bygninger samtidig med, at de rummer en info/formidlings-funktion findes mange andre steder.
For blot at nævne et par eksempler: På Samsø rummer Anton Rosen huset turistinformation, to udstillingslokaler og kontorer for Samsø Erhvervs- og Turistcenter, og velkomstcentret for Samsø har til huse i det gamle mejeri i Tranebjerg. Visit Skanderborg har tidligere haft til huse i Ry Station, som jo er en historisk bygning med tæt forbindelse til åbningen af Søhøjlandet for omverdenen. Og ved renoveringen af Historiecenter Dybbøl Banke har man benyttet øksehuggede bjælker” for at bevare identiteten i gamle bevaringsværdige huse”.
Alle disse er eksempler på gamle bygninger med nyt indhold. På Himmelbjerget ville man formentlig skulle opføre en helt ny bygning; men bygningens fremtoning kan på sammen vis have karakter af at trække en stedsspecifik historisk linje.
Bjerghuset:
Her er ligeledes megen inspiration at hente landet over. Ofte er man gået efter bogstaveligt talt at lægge bygninger ned i landskabet som med Tirpitz-museet eller som med tegningerne til et nyt besøgscenter ved Skamlingsbanken. Andre steder udgør bygninger en slags harmonisk og nænsom forlængelse af naturen som ved Moesgaard eller Vadehavscentret.
I forhold til udfordringen med at bygge i ”umistelige landskaber”, hvor man lader landskabet forme arkitekturen, har vi herhjemme en stor kapacitet i arkitekt Dorte Mandrup.
Det er ikke nødvendigvis alle løsninger, der ville gøre sig lige godt på Himmelbjerget. Det afgørende er, at bygningen tager specifikt afsæt i stedet.
Konceptænkning skal erstattes af stedstænkning:
Som det fremgår af Lablands helhedsplan er et ”infocenter/hus” knyttet til en større konceptpakke. Infohuse og –centre (”velkomstcentre”, ”geocentre” m.m.) skyder op over hele landet ved eller på steder af særlig naturmæssig og/eller historisk karakter. Udover at disse centre ofte skal bidrage til at ”indramme”, ”synliggøre” og ”markere” områder medfølger der typisk (med ord som ”service”, ”anvisning”, ”inspiration” og ”læring”) et ideal om, at den besøgende skal tilgå disse steder gennem et meget synligt filter af alverdens, engagerende formidlingsformer. Man skal som besøgende tages fast om hånden, og denne vejvisning kommer i sig selv til at blive noget, der dominerer oplevelsen.
Man kan mene, at det vil berige oplevelsen af et sted, at man således fyldes med information, fortælling og flotte illustrationer. Men det medfører hurtigt, at ens oplevelse ”låses inde” i en tidtypisk konceptramme, der fratager én muligheder for en umiddelbar, direkte oplevelse, hvor man af egen drift indtager stedet og informationer om det. Med denne infocenter-konceptramme ender man altså nemt med, at være ”længere væk” snarere end ”tættere på” stedet. Stedet bliver til en ”ting” man oplever ”udefra” gennem en rammefortælling snarere end noget, man træder ind i og oplever.
Som vi tidligere har skrevet ,bør man med et karakterstærkt sted som Himmelbjerget snarere tænke i ”underformidling”. Det kan lyde mærkeligt. Men vores tanker skal forstås således, at man skal ”formidle” uden, at alt formidlingshalløjet træder massivt i forgrunden. Dette kan man opnå ved at formidle ”ubemærket”, det vil sige ved at formidle gennem tiltag, der enten er mere diskrete og/eller er ”naturligt” motiverede af stedet således, at formidlingen udgør en del af stedets identitet og ikke et lag ovenpå.